Når du skal til samtale efter et endeligt afslag i Flygtningenævnet

Hvis du har fået en afgørelse i Flygtningenævnet, hvor der er fastsat en udrejsefrist, vil du med det samme få det at vide af Flygtningenævnets formand.

Umiddelbart derefter vil du møde en medarbejder fra Hjemrejsestyrelsen.

Hjemrejsestyrelsens medarbejder vil holde en kort samtale med dig, hvor du vil blive orienteret om den videre proces.

Du vil således blive orienteret om, at du har pligt at udrejse af Danmark.

Du vil også blive orienteret om, at du har pligt til at medvirke til din udrejse, og hvilke konsekvenser, det kan have for dig, hvis du ikke medvirker.

Derefter vil du få dato og tid til din første hjemrejsesamtale i Hjemrejsestyrelsen samt et navn og et telefonnummer på den hjemrejserådgiver, som du skal til samtale med. Du vil også blive bedt om at oplyse dit eget telefonnummer.

Du har pligt til at møde op til samtalen. Det kan få konsekvenser for dig, hvis du ikke møder op. Hvis du bliver forhindret i at møde op til samtalen, skal du kontakte din hjemrejserådgiver og fortælle, hvorfor du ikke har mulighed for at møde til samtalen.

Din første samtale vil oftest foregå hos Hjemrejsestyrelsen, som har lokaler på Birkerød Kongevej 2-4, 3460 Birkerød.

I enkelte sager vil din første hjemrejsesamtale også kunne foregå telefonisk. Det vil du få at vide under den korte samtale med Hjemrejsestyrelsens medarbejder i Flygtningenævnet.

Har du spørgsmål?

Du er altid velkommen til at kontakte Hjemrejsestyrelsen, hvis du har spørgsmål.

Du kan finde vores kontaktoplysninger her